NB Ventilation har flere års erfaring i opbygning af aggregater med OJ Air2 automatik.

Aggregatet er færdigbygget med komplet Air2 automatiksystem og er konfigureret og testkørt før afsendelse fra fabrikken med medfølgende el-dokumentation og brugervejledning.

Automatikken kombineret med et aggregat skræddersyet efter kundens ønsker muliggør en løsning optimeret mht. til økonomi og energieffektivitet uden at gå på kompromis med funktionaliteten.

Betjening

Ventilationsaggregatet betjenes fra en intuitiv håndterminal med en “tryk-og-drej” knap og grafisk display. Fra håndterminalen kan man overvåge og indstille aggregatets funktion.

  • Man vil kunne se en log over værdierne for temperatur, tryk og luftmængde op til syv dage tilbage.
  • Sprog i display kan indstilles til bl.a. dansk, norsk og engelsk.
  • Der kan opsættes forskellige adgangsniveauer til forskellige brugergrupper ved hjælp af en brugerflade med flere niveauer.

Webinterface

Derudover fungerer Air2 regulatoren også som en webserver og kan tilkobles ethernet netværk. Aggregatet kan derved overvåges og betjenes fra en hvilken som helst PC, som er tilkoblet samme netværk. Hvis der konfigureres port-forwarding på routeren, kan aggregatet også styres over internettet.

Kommunikation

Når det kommer til inkorporering i eksisterende bygningsautomatik, er aggregatet forberedt til flere kommunikationsprotokoller. Aggregatet er også i stand til at regulere som en selvstændig enhed uafhængigt af andet automatik.

  • Modbus: Aggregatet er fra fabrikken forberedt for Modbus kommunikation, hvorigennem alle parametre for aggregatet kan tilgås. Modbus er den de-facto standard inden for industriel kommunikation med bl.a. CTS systemer. Regulatoren har interface både til Modbus RTU 6P6C stik og Modbus over TCP/IP netværk.
  • BACnet: Aggregatet er fra fabrikken forberedt for BACnet kommunikation over TCP/IP, hvorigennem alle parametre for aggregatet kan tilgås. BACnet er en af de førende standarder inden for industriel kommunikation med bl.a. CTS systemer.
  • Digitale ind- og udgange: Der er klemmer klar til tilkobling af digitale indgange til styring af f.eks. start, stop og skift mellem høj og lav hastighed.

Drift

Ved opstart af aggregatet fra stoppet tilstand, vil følgende ske:

  1. Udsugningsventilatoren starter først samtidig med, at varmegenvindingen og varmefladen overstyres.
  2. Når udsugningensventilatoren er kommet op i hastighed, startes indblæsningsventilatoren. Denne funktion forhindrer frostfare under opstart.
  3. Når indblæsningsventilatoren er kommet op i hastighed, frigives overstyringen, og aggregatet kører som normalt.

Aggregatet kan skifte mellem forskellige driftsformer med hver deres indstillinger for regulering af aggregatet:

  • Stop: Aggregatet er stoppet.
  • Lav hastighed: Aggregatet kører konstant i henhold til indstillede parametre for lav.
  • Høj hastighed: Aggregatet kører konstant i henhold til indstillede parametre for høj.
  • Ugeprogram: Aggregatet kører i henhold til indstillet ugeprogram. Ugeprogrammet kan indstilles for hver enkelt dag i ugen. For hver dag kan man indstille flere tidsperioder, hvor aggregatet henholdsvis kan være stoppet, køre lav hastighed eller høj hastighed.

Det er muligt at indstille forlænget drift, hvor aggregatet kan køre samme driftsform over flere dage.

Uret skifter automatisk mellem sommer- og vintertid.

Start, stop og forlænget drift via digital signal

Der er klemmer klar til tilkobling af ekstern signal til at styre aggregatet til at køre lav hastighed, høj hastighed eller at stoppe.

Indgangen til høj hastighed kan indstilles med efterløbstid sådan, at den vil køre høj hastighed et stykke tid efter, at signalet brydes. Kan f.eks. bruges til forlænget driftsignal fra trykknap eller PIR sensor.

Sommernatkøling

Uden for de indstillede driftstider vil en sommernatkøling funktion kunne køle rummet med udeluft uden brug af aktiv køling (aggregatet skal bestilles med rumtemperaturføler).

Natopvarmning og recirkulation

Om natten, når aggregatet er stoppet, vil natopvarmningfunktionen kunne sikre, at rumtemperaturen ikke falder under indstillet værdi.
Der lukkes for spjældene ud til og åbnes for omluft-spjældet, så luften genopvarmes i stedet for at udskiftes (aggregatet skal bestilles for recirkulation).

Filterovervågning

Styringen overvåger filtrene og vil melde, når trykfaldet over filtrene overstiger det anbefalede maksimum tryktab, og filtrene bør skiftes.

Spjældmotorer

Tilluft- og fraluftspjældene åbnes og lukkes af spring-return spjældmotorer. Ved strømafbrydelse vil spjældene lukke automatisk.

Montering

Nogle komponenter skal monteres uden for aggregatet, og er derfor medleveret løst eller tilkoblet et stykke kabel. Ved forlængelse af Modbus kabel skal der bruges standard 6 leder fladkabel og 6P6C stik.

  • En aflåselig forsyningsadskiller er medleveret løst. Den skal monteres i nærhed af aggregatet og tilkobles forsyningsklemmer i styretavlen.
  • Håndterminalen til Air2 systemet er leveret løst og skal tilkobles Air2 regulatoren i styretavlen.
  • Indblæsningsingstemperaturføler skal monteres til måling i indblæsningskanal et stykke efter varme-/køleflade.
  • Tryktransmitter til indblæsning-/udsugningskanal skal monteres til måling af kanaltryk med afstand til bøjninger.
  • Til varme-/køleflade leveres ventil og ventilmotor løst. Cirkulationspumpe er ikke medleveret.
  • Returvandsføler skal monteres til at måle på returvand i varmeflade.
  • Ved bestilling af aggregat med rumtemperaturføler skal den placeres til måling af rumtemperatur.

Alarmer

Alarmer i Air2 systemet deles op i A-alarmer og B-alarmer. A-alarmer vil stoppe aggregatet, mens B-alarmer vil indikere en unormal tilstand, som ikke nødvendigvis stopper aggregatet. Alarmer kan kvitteres og ophæves fra håndterminalen.

I regulatorens webinterface vises der en side, hvor man har en oversigt over alle aktive alarmer på aggregatet, alle potentielt kommende alarmer og en log over alle tidligere alarmer.

Alarmrelæ

En potentialfrit relækontakt mellem to klemmer i styretavlen vil slutte ved aktiv A-alarm.

Ekstern brandalarm

Der er mulighed for tilkobling af ekstern brand NC signal mellem to klemmer i styretavlen. Hvis signalet mellem klemmerne brydes, vil A-alarm ”Brand alarm” aktiveres.
Ved brandalarm vil ventilatorerne overstyre til en indstillelig hastighed, indtil alarmen kvitteres fra håndterminalen.

Ekstern brandtermostat

Der er klemmer klar til tilkobling af en ekstern brandtermostat. Hvis signal mellem klemmerne brydes, vil den melde ekstern brandtermostat alarm, og aggregatet stoppes.

Temperaturregulering

Temperaturen reguleres trinløst ud fra indstillet setpunkt med PI regulering af en varmeveksler og varme-/køleflade.

Indblæsningstemperaturen vil altid ligge inden for minimum og maksimum acceptabel værdi. Hvis ude-temperaturen er lavere end, hvad varmebatteriet er dimensioneret til, vil luftmængden automatisk regulere ned sådan, at indblæsningstemperaturen opretholdes.

Temperaturreguleringen kan have følgende funktioner:

  • Konstant indblæsningstemperatur: Temperaturen reguleres i henhold til konstant indblæsningstemperatur målt af indblæsningsføleren placeret i indblæsningskanalen.
  • Konstant udsugningstemparatur: Temperaturen reguleres i henhold til konstant udsugningstemperatur målt af udsugningsføleren placeret i udsugningskanalen.
  • Konstant rumtemperatur: Temperaturen reguleres i henhold til konstant rumtemperatur målt af rumføleren placeret i rummet (rumtemperaturføler skal medbestilles og monteres efter levering).
  • Konstant ind/ud differens: Temperaturen reguleres i henhold til differensen mellem indblæsnings- og udsugningstemperaturen sådan, at indblæsningstemperaturen skal være en vis værdi lavere end udsugningstemperaturen (rumtemperaturføler skal medbestilles og monteres efter levering).

Sommer/vinter kompensering

Der kan indstilles sommer/vinter kompensering, hvor det valgte temperatursetpunkt automatisk forskydes i forhold til udetemperaturen om sommeren og/eller vinteren.

Varmeveksler

Der bruges en varmeveksler til genvinding af varmen fra afkastluften. Varmegenvinding foretages af enten en rotorveksler, krydsveksler eller med væskekoblede batterier.
Rotorvekslerens virkningsgrad reguleres trinløst med modulerende hastighedsregulering af omdrejningshastigheden på dens motor. Krydsvekslerens virkningsgrad reguleres ved, at bypass-spjældet gradvis åbnes eller lukkes.

Kølegenvinding

Kølegenvinding kan aktiveres, så varmeveksleren vil blive brugt til køling, hvis udetemperaturen er højere end rum- eller udsugningstemperaturen.

Varmeflade og køleflade

Varme kan bestilles med en vandvarmeflade, en oliebrænder eller gasbrænder.
Vandvarme- og kølefladens vandkredsløb drives af en cirkulationspumpe og reguleres trinløst med en motorventil, der styres med analog 0-10V signal.

Frostbeskyttelse

Når temperatursensoren på varmeflade returvandet nærmer sig indstillet frostbeskyttelses minimumtemperatur, vil motorventilen åbnes, så varmen øges.
Denne funktion vil altid være aktiv, også når aggregatet er stoppet.
Hvis maksimal varmetilførsel ikke er nok til at opretholde frostbeskyttelses minimumtemperatur, udløses alarm, og ventilatorer stoppes.

Ventilatorregulering

Luftmængden reguleres med PI regulering af hastigheden på ventilatorerne. Ventilationsniveau kan kompenseres afhængig af udetemperaturen. Ved faldende udetemperatur kan ventilatorhastigheden sænkes i henhold til indstillet kurve.

Frekvensomformeren er indstillet efter ventilatormotorens specifikationer. Hvis en frekvensomformer melder fejl, vil aggregatet stoppes og afgive alarm.

Hvis aggregatet er bestilt med Danfoss frekvensomformere, er de finkalibreret ud fra en måling af motorens strømkarakteristik, og en kopi af fabriksindstillingerne ligger i det aftagelige display, så det er muligt at genoprette konfigurationen i tilfælde af, at frekvensomformeren skal skiftes.

Flowstyring

  • Indblæsningsventilator reguleres i henhold til ønsket flow/luftmængde i indblæsning.
  • Udsugningsventilator reguleres i henhold til ønsket flow/luftmængde i udsugning.

Luftmængden beregnes ud fra ventilatorhjulets luftkarakteristik (k-faktor) og forskellen mellem det statiske tryk før ventilatoren og det statiske tryk på det smalleste sted i ventilatorhjulet.

Trykstyring

Der er flere valgmuligheder inden for trykstyring:

Konstant tryk:

  • Indblæsningsventilator reguleres i henhold til ønsket tryk i indblæsningskanal.
  • Udsugningsventilator reguleres i henhold til ønsket tryk i udsugningskanal.

Udsugning slave:

  • Indblæsningsventilator reguleres i henhold til ønsket tryk i indblæsningskanal.
  • Udsugningsventilator reguleres som slave af indblæsningsventilatoren med en indstillet procentvis hastighedsforskydning.

Indblæsning slave:

  • Udsugningsventilator reguleres i henhold til ønsket tryk i udsugningskanal.
  • Indblæsningsventilator reguleres som slave af udsugningsventilatoren med en indstillet procentvis hastighedsforskydning